Festmusiker – et vigtigt hverv

En festmusiker har til alle tider været en højt anset stemningsspreder og det gælder ikke mindst i dag! Selvom man kan få det nyeste, elektroniske udstyr til sin fest med kæmpehøjtalere, blinkende lys og alverdens lydeffekter, så er der alligevel ikke noget, der slår en lyslevende festmusiker.

I gamle dage var det dog ikke helt ligegyldigt, hvilken form for festmusiker, man var. De glade instrumentbetvingere kunne være højt feterede, kulturelle personligheder eller udskældte rakkere, alt efter byrd og beskæftigelse. Læs mere om de forskellige former for musikalsk underholdning gennem tiderne nedenfor.

Festmusikkens historie

Festmusiker før og nu - i middelalderen  sang man hyldestsange til gudMennesket har nydt at hengive sig til musikkens verden lige så længe, som der har fandtes instrumenter. I historiebøgerne kan man blandt andet læse om vikingetidens skjalde og om de såkaldte “stadsmusikanter” fra middelalderen. Sidstnævnte var ansat til at levere musikalsk underholdning i bestemte byer og deres opland. Fænomenet stammer fra Mellemeuropa og er især kendt fra Tyskland.

I Middelalderen var musiklivet for en stor del præget af kirken, og datidens musikere var inddelt i tre grupper med forskellige, sociale placeringer:

  • Kirkens mænd, der fokuserede på hyldestsange til Gud.
  • Begavede amatører (det være sig adelige eller måske endda kongelige), der primært sang om store emner som krig og kærlighed. Disse musikanter kaldtes i folkemunde “troubadourer”.
  • Omrejsende spillemænd, der underholdt med musik og gøgl til festlige lejligheder. Denne type musikanter rangerede i en lang periode meget lavt.

Efterhånden som byernes velstand og størrelse tog til i middelalderen og i perioden efter, steg også behovet for professionel, musikalsk underholdning i både offentligt og privat regi, og det blev langsomt mere anset at være musikant. Denne udvikling er fortsat op til i dag, hvor dygtige musikere nyder stor anseelse.

Mange former for musik

Det allerførste instrument, som mennesket kendte til, var dets egen stemme. Igennem tusindvis af år har vi udtrykt os med sang, og den dag i dag skaber sang og musik helt specielle bånd på tværs af aldersmæssige, sociale og kulturelle skel.

Senere kom slagtøjsinstrumenterne til – selvfølgelig i en meget primitiv form til at starte med. Knogler, sten, pinde eller håndflader blev slået mod hinanden for at frembringe lyd og forskellige former for kommunikation. Instrumenter har gennem tiden haft mange forskellige formål, der har strakt sig fra krigstrommens dumpe drøn over brandklokkens skingre advarsler til violinens lystige kalden. Fælles for alle disse instrumenter har været deres evne til at styrke og bevare fællesskaber mennesker imellem.

Festmusiker med stolte traditioner

Fra en lyreVikingernes skjalde og middelalderens stadsmusikanter havde ikke glæde af de moderne hjælpemidler, som nutidens musikere benytter sig af, hvilket satte ekstra store krav til deres formåen. Deres stemmepragt og deres instrumenter kunne ikke forstærkes af mikrofoner eller lignende, så det gjaldt om at synge og spille igennem, hvis man ville nå ud til de bagerste rækker.

Mange af de instrumenter, vi kender i dag, har forfædre med rødder langt tilbage i tiden. Den elektriske guitar er for eksempel kulminationen på videreudviklingen af en lang række strengeinstrumenter som eksempelvis harper, der stammer fra England, og lyrer, der kendes fra gamle, nordiske kulturer.

Til en guitarDe moderne træ- og messingblæsere som for eksempel trompeter, saxofoner og tubaer har stolte aner tilbage til lurer og forskellige former for horn, der i deres oprindelige form var lavet af træ og dyrehorn, men som senere kom i metaludgaver også.

Strygere kunne man finde i nogle af de tidlige kulturer. Man mener, at vikingerne førte buen med sig til Europa fra Konstantinopel, og at de til at starte med brugte den som et supplement til lyrer eller harper. Senere hen udviklede man deciderede strygerinstrumenter. Oprindeligt blev violinernes strenge fremstillet af fåretarme og buerne af hestehår, men i dag er det kun traditionen med hestehårene, der holder ved. Heldigvis, vil nogle nok mene!