Festmusiker - et vigtigt hverv
En festmusiker har til alle tider været en højt anset stemningsspreder - og
det gælder ikke mindst i dag!Selvom man kan få det nyeste, elektroniske udstyr til sin fest
med kæmpehøjtalere, blinkende lys og alverdens lydeffekter, så er der alligevel ikke noget, der slår en
lyslevende festmusiker.
I gamle dage var det dog ikke helt ligegyldigt, hvilken form for festmusiker, man var. De glade
instrumentbetvingere kunne være højt feterede, kulturelle personligheder eller udskældte rakkere, alt efter byrd og
beskæftigelse. Læs mere om de forskellige former for musikalsk underholdning gennem tiderne nedenfor.
Festmusikkens historie
Mennesket har nydt at hengive sig til musikkens verden lige så længe, som der har
fandtes instrumenter. I historiebøgerne kan man blandt andet læse om vikingetidens skjalde og om de såkaldte
"stadsmusikanter" fra middelalderen. Sidstnævnte var ansat til at levere musikalsk underholdning i bestemte
byer og deres opland. Fænomenet stammer fra Mellemeuropa og er især kendt fra Tyskland.
I Middelalderen var musiklivet for en stor del præget af kirken, og datidens musikere var inddelt i tre grupper
med forskellige, sociale placeringer:
- 1. Kirkens mænd, der fokuserede på hyldestsange til Gud.
- 2. Begavede amatører (det være sig adelige eller måske endda kongelige), der primært
sang om store emner som krig og kærlighed. Disse musikanter kaldtes i folkemunde "troubadourer".
- 3. Omrejsende spillemænd, der underholdt med musik og gøgl til festlige lejligheder.
Denne type musikanter rangerede i en lang periode meget lavt.
Efterhånden som byernes velstand og størrelse tog til i middelalderen og i perioden efter, steg også behovet for
professionel, musikalsk underholdning i både offentligt og privat regi, og det blev langsomt mere anset at være
musikant. Denne udvikling er fortsat op til i dag, hvor dygtige musikere nyder stor anseelse. Find nogle af dem
her.
Mange former for musik
Det allerførste instrument, som mennesket kendte til, var dets egen stemme. Igennem tusindvis af år har vi
udtrykt os med sang, og den dag i dag skaber sang og musik helt specielle bånd på tværs af aldersmæssige, sociale
og kulturelle skel.
Senere kom slagtøjsinstrumenterne til - selvfølgelig i en meget primitiv form til at starte med. Knogler, sten,
pinde eller håndflader blev slået mod hinanden for at frembringe lyd og forskellige former for kommunikation.
Instrumenter har gennem tiden haft mange forskellige formål, der har strakt sig fra krigstrommens dumpe drøn over
brandklokkens skingre advarsler til violinens lystige kalden. Fælles for alle disse instrumenter har været deres
evne til at styrke og bevare fællesskaber mennesker imellem.
Festmusiker med stolte traditioner
V ikingernes skjalde og middelalderens stadsmusikanter havde ikke glæde af de moderne
hjælpemidler, som nutidens musikere benytter sig af, hvilket satte ekstra store krav til deres formåen. Deres
stemmepragt og deres instrumenter kunne ikke forstærkes af mikrofoner eller lignende, så det gjaldt om at
synge og spille igennem, hvis man ville nå ud til de bagerste rækker.
Mange af de instrumenter, vi kender i dag, har forfædre med rødder langt tilbage i tiden. Den elektriske guitar
er for eksempel kulminationen på videreudviklingen af en lang række strengeinstrumenter som eksempelvis harper, der
stammer fra England, og lyrer, der kendes fra gamle, nordiske kulturer.
De moderne træ- og messingblæsere som for eksempel trompeter, saxofoner og tubaer har stolte aner tilbage til
lurer og forskellige former for horn, der i deres oprindelige form var lavet af træ og dyrehorn, men som senere kom
i metaludgaver også.
Også strygere kunne man finde i nogle af de tidlige kulturer. Man mener, at vikingerne førte buen med sig til
Europa fra Konstantinopel, og at de til at starte med brugte den som et supplement til lyrer eller harper. Senere
hen udviklede man deciderede strygerinstrumenter. Oprindeligt blev violinernes strenge fremstillet af fåretarme og
buerne af hestehår, men i dag er det kun traditionen med hestehårene, der holder ved. Heldigvis, vil nogle nok
mene!
|